Back

Priserne i offentlig transport reguleres 15. januar 2023

    Trafikselskaberne i Din Offentlige Transport (DOT) – DSB, Metroselskabet og Movia – tilpasser priserne i 2023, baseret på de stigende priser på brændstof og elektricitet sidste år. Dette følger efter en årrække med ingen eller relativt små prisstigninger i den offentlige transport. Til næste år vil priserne i den kollektive transport i gennemsnit blive hævet med 4,9 pct.

    Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i offentlig transport må stige ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren det forrige år. Det betyder, at priserne til bus, tog og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn pr. 15. januar 2023 reguleres, så priserne samlet set ligger indenfor takststigningsloftet på 4,9 pct., svarende til prisstigningerne i 2021.

    Nationalbanken forventer, at omkostningerne i den kollektive transport vil vokse med 10 pct. i 2022, hvorfor der også må forventes stigende takster i 2024.

    DOT ønsker derfor gradvist at mindske prisforskellen, så kunder uden rejsekort eller pendlerkort kan rejse billigere. Fra næste år reduceres prisforskellen til ca. 22 pct., og vi planlægger at mindske forskellen yderligere i 2024. 

     

    Enkeltbilletter

    De nye priser betyder, at kunder, der rejser på enkeltbilletter, vil opleve et prisfald, hvis de rejser længere end to zoner. Den gennemsnitlige prisnedsættelse for enkeltbilletter vil være på ca. 6,3 pct. Eksempelvis bliver en tre-zoners enkeltbillet seks kr. billigere, når prisen falder fra 36 kr. til 30 kr. Mens prisen for en længere rejse på enkeltbillet på f.eks. 12 zoner falder med 20 kr. fra 116 kr. til 96 kr. 

    Rejsekort

    Kunder, der bruger et almindeligt rejsekort til deres rejse, vil opleve en gennemsnitlig prisstigning på 8,6 pct. Det betyder f.eks., at en tre-zoners rejse på rejsekort procentvis stiger mest med to kroner til 23,50 kr. Mens en længere rejsekortrejse på f.eks. 12 zoner stiger med 1,50 kr. til 79,50 kr.

    Pendlerkort

    Kunder, der rejser på pendlerkort på kortere rejser op til ti zoner, vil opleve prisstigninger mellem 0 og 9,8 pct. Her stiger et to-zoners pendlerkort med 40 kr. om måneden til 450 kr., mens et otte-zoners pendlerkort fra eksempelvis Roskilde til København H stiger med 20 kr. til 1.350 kr. pr. måned.

    Til gengæld kan alle kunder med pendlerkort til længere end ti zoner se frem til, at priserne holdes i ro til næste år.

    Pensionistkort

    Pensionister, der rejser på pensionistkort, vil opleve en prisstigning på mellem 4,5 og 4,8 pct. Prisen for et tre-zoners kort med tre måneders gyldighed stiger således i alt 30 kr., svarende til 10 kr. om måneden. Mens et pensionistkort til 1 storzone stiger med 40 kr. for tre måneder, svarende til 13,33 kr. pr. måned.

     

     

     

     

    Kilde til information: DOT (https://nyt-dot.dinoffentligetransport.dk/)

    Previous